Når man føler sig som herre i eget hus!
Der aktiveres næsten noget urinstinkt i en, når man lukker døren bag en, og man har sin egen bolig for sig selv!
Det er jo ens hule, ens afluk, hvor man kan gemme sig, føle sig beskyttet og kan være sammen med dem, man holder af, specielt hvis man da er en familien i dette hjem.
Og dette “hus” behøver ikke direkte være et hus i den klassiske forstand, hvor man ser et toetagers hus for sig med dør i midten, vinduer og skorsten; det kan sagtens være et rækkehus, en hytte i skoven, en lejlighed og meget, meget andet.
På samme måde findes der jo også mange forskellige måder, man kan bo, selvom man føler stedet som ens eget hus.
Det klassiske for mange er nok, at man har lejet sig ind i en lejlighed enten privat eller via et boligselskab, hvorfor der på den måde er pedel og lignende på til at fikse den, men hvis man har anpart i lejligheden eller har købt den, så skal man i de fleste tilfælde selv stå for at passe på den.
Som ung har man måske en studiebolig, der er relativt billig at bo i, tæt på uddannelsesområdet og så ikke så meget plads at bo på, men det må man så leve med.
Senere i livet skal man så flytte til noget større, fordi man måske finder sig en partner og senere en familie, men dette er selvfølgelig også bare et klassisk eksempel, der allerede er ved at blive lidt gammeldags, da familieforhold nu om dage kan antage mange former.
Omkring slutningen af livet kan man ende på plejehjem, og så kan man da sagtens diskutere, om der er tale om ens eget hus, man er herre i, men ofte har man da også sit eget område for sig selv, selvom plejerne også har adgang hertil.
