Renovering: Skal du male eller slibe gulve først?

10 March 2020 Camilla Skøtt

editorial

Når boligen skal renoveres, handler det om at planlægge opgaverne i den rigtige rækkefølge, så den ene håndværker ikke ødelægger den andens arbejde. Når det kommer til maling af væggene og gulvafslibning, hvordan skal du så gribe det an?

En gulvafslibning kan gøre underværker for slidte trægulve, og det samme gælder for maling på væggene, hvis de efterhånden har antaget en ubestemmelig (og beskidt) farve. Men i hvilken rækkefølge skal arbejdet foregå og hvorfor? 

Det viser sig, at det har ret stor betydning, om du maler eller sliber gulvet først, fordi det er spild af ressourcer, hvis den ene af delene skal gøres om, fordi du foretog arbejdet i den omvendte rækkefølge.

 

Gulvafslibning eller maling – hvad kommer først?

Hvis vi skal skære helt ind til benet og give dig den bedst mulige anbefaling, så er det, at du sliber dit trægulv, inden du går i gang med malingen. Der er flere grunde til, at det er den bedste rækkefølge:

1) Afdækning

Det støver en del, når trægulvene skal slibes, og det er nærmest umuligt at dække dine nymalede vægge og lofter til. Derimod er det ikke specielt vanskeligt at dække dine nyslebne gulve af, når der skal males, og derfor er det naturligvis smartest at gøre det i den rækkefølge.

2) Rengøring

Som nævnt støver det en del, mens slibningen står på – også selvom der bruges moderne værktøj – og det er et værre bøvl at vaske vægge og lofter efterfølgende. I hvert er det spild af kræfter, når det kan undgås.

3) Ridser

Slibearbejdet foregår med en stor maskine, og selvom det er professionelle folk, der fører den, risikerer du, at der kommer små ridser på paneler, dørkarme og fodlister, og de er lettere at reparere, når malingen er alligevel er fremme, ligesom du ikke bliver helt så ærgerlig over det, når du ved, at de alligevel skal males om lidt.

More articles